Vi er stadigvæk i sommerhus. Det har vi været siden lørdag. Og det er sen aften lige nu.

Mikkel og jeg (og Louis selvfølgelig) er alene nu. Mine søde svigerforældre tog spontant en tur til Italien i dag, for at få lidt c-vitamin og varme himmelstrøg. Behøver jeg sige, at jeg er (bare en lille smule) misundelig?

Natten til i dag var ikke god. Louis var utrolig urolig og vågnede med over 39 i feber. Lille mus. Heldigvis har han sovet fantastisk i lang tid, så jeg havde heldigvis lidt i søvndepoterne. Hele natten gik med at trøste, nusse, give vand, nusse, gå rundt med ham i min favn og lidt mere af det hele én gang til.

Nu er vi ligesom helt alene. Helt uden voksne. Det lyder fjollet, men det er altså lidt mærkeligt 😀
Når lyset bliver slukket, så er der altså slukket. Der er ingen gadelamper, ingen billygter, ingen baggrundsstøj. Bare stilhed. Og mørke. Der er sort faktisk! I nat blev jeg lidt mørkeræd, åbenbart. Jeg har en livlig fantasi og den kan hurtigt løbe afsted med mig. Mikkel nåede lige at sige, at han synes han hørte noget. Og pludselig forestillede jeg mig en gammel skikkelse (gamle mennesker er VILDT uhyggelige i mørke) kravle hen mod vores seng. Jeg forestiller mig også, at se skræmmende ting i spejlet (tildels muligt. Jeg har fået en teenagebums i face, og trætte, sorte render under øjnene).

Altså. Jeg ville nok godt kunne beskytte Louis (og Mikkel :-P) fra den gamle skikkelse og fra alle spøgelserne. Men ved sgu ikke helt med de sindssyge naboer. I ved dem, der går rundt med hvide papirsposer som hoveder. Jeg ved heller ikke med hende den japanske pige med det sorte våde hår, der sikkert er på vej ud af fjernsynet ved siden af? Eller bare kravler rundt i loftet i stuen. Eller kommer frem i badet. Dem kender i godt ikke?!

Nåmen, det blev alligevel muligt at fortrænge de uhyggelige tanker for en stund. Og så blev det faktisk ret hyggeligt. Når man alligevel opgav at få søvn, fordi Louis havde brug for sin mor. Brug for sin mors favn, duft, rolige åndedrag, nussen og kyssen. Bare være… Midt i alt det sorte og stille overvandt vi det sammen.

Godnat, og sov godt.

… Eller helt ny er den jo ikke. For alle mine skrevne indlæg følger med, og det er stadig mig, der sidder bag skærmen. Og det er også stadig i den samme boldgade jeg skriver i. Nemlig lidt af det hele.

Det nye er, at bloggen nu har lagt anker her hos Bloggers Point. Spææææændende.
Jeg håber du stadig vil følge med i mit lille univers. Udforsk lige min blog!! Jeg har nemlig skrevet lidt om mig selv, mit liv og formålet med bloggen.

Hav en skøn aften derude.

ja, som overskriften beskriver, så er jeg i zombie mode. Eller zombie tilstand. Derfor ville det måske være bedst at holde sig fra tasterne, da der højest sandsynligt vil komme lidt tastefejl i indlægget. Meeen jeg skriver jo om mit liv, mit mor-liv om du vil, og det trækker lidt tænder ud disse dage.

Eller det trækker ikke tænder ud at være mor, slet ikke! Men man kommer i en underlig tilstand, når man ikke får søvn i flere dage. Jeg kan godt forstå, at søvnmangel er et torturmiddel. De sidste tre dage har jeg max fået hvad der ligner 6 timers usammenhængende søvn  😴

Louis har været noget sløj de sidste dage. Så jeg husker lykkeligt tilbage på natten til tirsdag, for det var der jeg fik min søvn sidst. Natten til onsdag startede showet. Oppe nærmest hele natten (det føltes i hvert fald sådan). Onsdag morgen blev jeg nødt til at tage min første barn syg dag. Jeg h-a-d-e-r at melde mig syg og fik derfor også dårlig samvittighed over, at skulle tage barn syg efter få dage på mit nye arbejde. Men sådan er det jo. Vi fik hygget hele dagen. Torsdag var vi heldige at Louis’ bedste ven, morfar, kunne passe ham. Og i dag var han frisk nok til at komme i vuggestue på trods af den længste nat, jeg længe har oplevet. Jeg tror det blev til 1,5 times usammenhængende søvn og ellers vågen på grund af en lille mand, der ikke kunne finde ro.

For søren hvor er det hårdt, at skulle møde frisk ind på arbejde og passe tyve andre børn med søvnmangel i den kaliber.

Hver gang Louis har haft nogle øv dage tænker vi med det samme at det er tænder, der er på vej. Men der er ikke kommet en eneste endnu.

Denne gang håber jeg bare virkelig, at det er tænderne der driller. For det er vitterligt svært, når man ikke kan greje, hvad der gør ondt hos et lille menneske.

Han får nogle vilde grædeture, så det gør helt ondt indeni. Derudover kører han fingrene og sutten rundt i munden på gummerne, og savler naturligvis helt vildt. Og nå ja, så går det udover søvnen

Andre medmødre – hvordan reagerede jeres små på tandfrembrud? Og hvor længe varede det?

God weekend. Knus Camilla.