Så skete det….

… Det som jeg har gået og været meget spændt på og en anelse nervevrag over.

En besked fra Københavns Kommune lander i e-boks. Det er fra Pladsanvisningen. Mit hjerte begynder pludseligt at banke lidt hårdere, og det ligesom tynger i hele brystkassen. Et sug kører igennem kroppen. Sådan et sug der både kan være af den gode slags som ved forelskelse, men også af den slags der giver en form for åndenød og angstfølelse. Louis har fået plads i vuggestue! Heldigvis på det tidspunkt som vi havde ønsket, og oven i købet også den institution, vi ønskede.

Det er sådan, at vi kunne ønske to institutioner eller en institution og en dagpleje igennem Københavns Kommune. Og det skulle ske inden for få måneder efter fødslen. Allerede dengang havde jeg svært ved overhovedet at skulle overskue at tænke i institutionsplads. Jeg havde jo lige født?! Jeg levede i en lille bobbel af ømhed, træthed og kærlighed. Og så er det altså svært at vide, om ens barn har bedst af at komme i dagpleje eller vuggestue, når det er så lille og ikke udviser, at det har særlige behov. Så det blev et sats? Og jeg tror det er det rigtige for Louis.

 

Og så rammer den… Den lille idylliske barselsbobbel brister? Selvom at jeg ved, at Louis har godt af at komme ud blandt andre børn, så sidder jeg alligevel med sådan en øv-fornemmelse i mit lille hjerte. Min lille baby er ikke så lille mere. Og alligevel, så er han stadig lille bitte. Nu skal han til at starte institutionslivet. Han skal være i institution i de fleste af hans vågne timer. Han skal institutionaliseres, han skal socialiseres. Alle de begreber som jeg ved en masse om gennem min uddannelse. Han skal til at lære at skifte mellem de forskellige arenaer. At der i hjemmet er nogle andre værdier og regler, end der er i institutionen. Han skal tilpasse sig? Det lille menneske, der kun lige har lært sidde selv og kan møve en anelse rundt. Han skal nu være på en stue med en masse andre børn og få voksne. Fremmede voksne? Pædagoger. Jeg skal aflevere ham til fremmede mennesker og gå fra ham. Ikke bare gå, som du træner dig op til, når du skal snige dig ud for første gang for at få klippet håret, eller spise med nogle veninder, mens far tager skansen derhjemme. Nej, sådan rigtigt gå fra ham. Overlade ham til andre, fremmede pædagoger. Andre skal holde ham. Andre skal skifte ham. Andre skal made ham. Andre skal putte ham. Andre skal få hans smil, når han vågner. Andre skal trøste ham. Andre skal kramme ham. Av?..

img_1629

Samtidig skal du have en tiltro til, at han nok skal klare det fint, at han ikke bliver væk i mængden af de andre skrækkelige børn, der skriger og råber og fuldstændig oversvømmer det hele og fjerner fokus fra DIT lille hjertebarn. 😉 Spøg til side…

Jeg troede, jeg ville være sej omkring dette. Netop fordi jeg selv er inden for faget. Men hold nu op jeg er kommet på dybt vand. Jeg føler, jeg står i usikkerhed til anklerne. Men man bør have tiltro og tillid til, at pædagogerne og medhjælperne har styr på lortet og ikke for meget lort på styret. For det har de. Begge dele ? men mest styr på lortet.

 

Derudover må jeg erkende, at jeg (lidt ironisk, i know) ikke er den store tilhænger af vores samfunds institutionskultur. En baby har efter min mening brug for ro og tid til fordybelse, for at komme godt fra start, samt få sig selv med i den rivende udviklingsstrøm, de befinder sig i i den tidlige småbørnsalder.

En institution vil med de rammer og vilkår der nu engang er ikke være et sted, hvor en baby finder den ro. Der er leg og stimulering, legekammerater, indtryk og pædagogisk faglighed og nærhed i den udstrækning det er muligt, med den normering, de arbejder under. Men jeg oplever sjældent, at der er tid og plads til ro… Tværtimod er der godt gang i den og fuld fart over feltet.

Undersøgelser har vist, at de små børn udvikler en del stresshormoner (kortisol) efter vuggestuestart. Det udligner sig på sigt og man kan måle, at der ikke er forskel på stresshormoner hos hjemmegående børn og institutionsbørn efter en periode. Men det er mere fordi at børnene lærer at tilpasse sig.

Psykolog og professor Charlotte Ringsmose ved Institut for Uddannelse og Pædagogik forklarer, at tilpasningen kræver en mekanisme, der kan resultere i, at børns indlæring kan påvirkes. Hun mener ikke, at man kan sætte lighedstegn med, at bare fordi børn (på sigt) ikke er stressede, så er den hellige grav velforvaret. Det er sandsynligt, at børn tilpasser sig et vist stressniveau, og derfor slår de ikke ud. De lærer at lukke sig inde og lukke ting ude, hvis de bliver overbelastet. Og dét pointerer hun, ikke er sundt for børn i den alder, at tilpasse sig på den måde, fordi det hænger sammen med deres muligheder for at lære og udvikle sig.

De generelle undersøgelser af børns stressniveau er kun en måde at påvise og danne retningslinjer for, hvilke forhold børn trives under, noget andet er observation af sit eget barn? og er her mors (undertegnedes) parathed til vuggestue ikke heeeelt klar. Endnu. Det skal nok komme.

 

Det skal lige siges, at dette er mine tanker og gudskelov er vi alle forskellige i forhold til forældreskab og dermed også institutionsliv og holdningen deraf. Hvis vi nu ser det hele lidt oppefra, så lyder det altså skørt i mit hoved, at sætte et barn til verden, for derefter at sende det i institution fem ud af syv dage. Når det er så lille? Jeg ved godt, at det er sådan vores samfund er. Konkurrencestat, you name it? Og der skal penge til at få mad på bordet, og det kræver at mor og far arbejder. Men stadigvæk…

Jeg tror ikke at det er det bedste for et lille barn at starte i institution, når de er under et år. Jeg tror, at det lille barn har brug for sine primære omsorgspersoner så længe som muligt. Altså mor og far. Jeg tænker, at det ikke er normalt (sådan rent biologisk) at være adskilt fra forældrene fem ud af syv dage om ugen. I hvert fald ikke når de er helt små. Men som med så mange ting i livet, kan man ikke altid få det bedste. Og så kan det næstbedste være ganske fint. Vi har også nogle fremtidige drømme, såsom større bolig. Og det kræver monetos.

Jeg ville personligt heller ikke kunne fungere som hjemmegående husmor. Men jeg ville elske at kunne arbejde deltid, eller have et fleksibelt job der gjorde, at jeg selv kunne administrere min arbejdstid. Så kunne Louis få nogle fridage og blive afleveret og hentet efter hans behov. Det ville være SÅ lækkert.

Men hvis vi ser det hele lidt objektivt?. Er vuggestue så mors og fars behov? Det skal ikke lyde som et fy-ord. Ligesom barnet skal trives, så skal mor og far også trives. Nogle trives med et travlt arbejdsliv, nogle har brug for selvrealisering, nogle har dårlig samvittighed over at arbejde for meget, nogle har dårlig samvittighed over for jobbet, hvis man ikke lægger 100% af sig selv i det, nogle har ikke råd til tænke anderledes, nogle er misundelige på dem, der har råd til at tænke anderledes osv. ? Det vigtigste er nok, at du kigger indad og tænker over, hvad du ønsker at prioritere, for at du har det bedst muligt.

 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Louis bliver glad for at gå i vuggestue. Vuggestuen har bare noget som jeg ikke kan tilbyde ham. Han har brug for at komme ud blandt jævnaldrende børn. Jeg kan ikke give dét, børn giver hinanden. Kommunikation, lære at dele, regler, lege osv. det hele ud fra børnenes eget perspektiv.

Jeg ville bare ønske, at jeg havde muligheden for at trække stikket i en periode og gå ned i tid, mens vores barn er helt lille. Uden at skulle tænke på konsekvensen heraf…

Nå men anyhow, så tænker jeg umiddelbart, at så længe kommunikationen mellem institutionen og hjemmet er god, åben og ærlig, samt at der er gensidig tillid – så er der god grobund for et godt samarbejde, for Louis. Jeg har det godt med vores beslutning (læs: det får jeg med tiden!), og jeg tror på at vi har valgt det allerbedste for ham. Også selvom det slår knuder i min mave ved tanken om, at jeg skal aflevere mit barn til en person jeg ikke kender rigtigt.

img_1628

Måske du kan bidrage? Det vil gøre mig glad 🙂

  • Hvad har du valgt af pasning til dit barn? og hvorfor?
  • Hvordan var dit barns indkøring?
  • Havde du det let ved at sende ham/hende i institution? Du har måske valgt at lade være – hvorfor?
  • Kom gerne med dine erfaringer, dine følelser og oplevelser i kommentarfeltet
  • Hvor gammel var dit barn?

Knus Camilla

 

Følg endelig med på min InstagramFacebook og på Bloglovin hvis du har lyst.

 

Tumletid – Skummøbler

Jeg er stor fan af baby- og børnelegetøj, der er med til at styrke barnets kompetencer, motorik og sanser. Inden jeg blev en del af den nye mor-verden, havde jeg en del kendskab til brandet Bobles. Jeg synes det er virkelig smart og det er i mine øjne pænt samtidig. Louis har allerede nogle forskellige slags, og vi bruger dem flittigt, når vi tumler. Men her den anden dag introducerede en anden mor mig til hjemmesiden “skummøbler”. Det har samme “mål” som Bobles, men man kan få nogle virkelig fede tumlemøbler og sammensætte det uendeligt. Dette er ikke en reklame, men jeg blev bare selv ret positiv over deres webshop. Jeg ville ønske at vi havde pladsen, så Louis kunne få et rum med plads til god fysisk udfoldelse. Møblerne har jeg ofte set i institutionssammenhænge, og de er virkelig gode til leg for både små og store tumlere. Prisen synes jeg faktisk er lidt pænere end Bobles’ priser, idet du vælger små pakker af flere styks på én gang.

Lidt billeder fra deres shop her:

799-kroner

799 kroner

249 kroner

249 kroner

349 kroner

349 kroner

1449 kroner

1449 kroner

1599 kroner

1599 kroner

Deres hjemmeside: http://www.legeskum.dk

Fra barnet er helt lille, til det kommer i skole, og videre resten i livet, bør bevægelse være omdrejningspunktet for dets motoriske udvikling – og børn har også som udgangspunkt en indre lyst til at bevæge sig. Kropslige udfordringer er lig med kropslige erfaringer, og dét er med til at give en glad krop. Bevægelse er ligeledes med til at udvikle en masse andre kompetencer hos barnet. Kropserfaring øger barnets selvtillid og selvværd, hvilket gør det i stand til at turde springe ud i ting hvad end det er psykiske, fysiske eller sociale udfordringer.

Motorik er et begreb, der omhandler alt vedrørende barnets udvikling. Der er to underkategorier til begrebet motorik; fin- og grovmotorik. Finmotorik omfatter hændernes, øjnenes og taleorganernes bevægelser og koordination, fx tegne og klippe. Grovmotorik betyder, at barnet bevæger sig fra sted til sted ved brug af hele kroppen, men også barnets kropsholdning og koordination af bevægelser. Dét at ligge på maven, rulle, kravle, stå, gå, hoppe og balancere gælder i alle aldre og er selve grundkernen i kropslig udfoldelse.

  • En stærk ryg er et vigtigt udgangspunkt for barnets videre bevægelsesmønster ? både når barnet som helt spæd skal være maveliggende, men også når barnet er i voksealderen. Noget af det allerbedste man kan gøre at opbygge og vedligeholde en stærk ryg.
  • Med en stærk ryg vil barnet erfare, at det er nemmere at rulle. Når barnet ruller, er det selv i gang med at bevæge sig. I forbindelse med barnets nysgerrighed, skaber det grobund for den videre udvikling, hvor barnet begynder at krybe og kravle. Det lille barn kan have gavn af at blive hjulpet lidt på vej og blive motiveret, eksempelvis med objekter der afgiver lys og lyd. Det lidt større barn skal endelig blive ved med at rulle, krybe og kravle, da det er gavnligt for barnets kropsbevidsthed.
  • Når barnet kommer op at stå. Det helt lille barn gør det som oftest først på skødet, og det skal øves mange gange, før sikkerheden er der, og de første selvstændige skridt bliver taget. Det kræver muskelstyrke i benene og rigtig god balance at gå. Så når barnet står, bøjer og strækker benene, er det ren muskel- og balancetræning.
  • Balancen har indflydelse på alt, hvad kroppen foretager sig. For det helt lille barn bliver balancen stimuleret ved hver eneste bevægelse og ved hvert eneste niveauforskel. Når barnet bliver lidt ældre, og selv kan komme omkring, bliver balancen ikke kun stimuleret, men også udfordret. Jo mere tryg barnet er ved sin balance, jo mere vil barnet selv udfordre den.

 

Følg endelig med på min InstagramFacebook og på Bloglovin hvis du har lyst.

DIY – Sangkuffert

img_0825

Jeg har i noget tid siddet og skrevet en masse børnesange ned, som er blevet til en sangkuffert til Louis (man er vel pædagog). Den indeholder sange, der både henvender sig til vuggestuealderen, men også børnehavealderen. Sangkufferten er med til at stimulere dit barns sanser, men ligeledes dets sproglige, kognitive og sociale udvikling. Børn elsker genkendelig, så vær ikke bleg for, at synge de samme sange igen og igen.

I mit arbejde som både medhjælper og i praktikker har der været en form for sangkuffert – eller sanghæfte om du vil. Børn elsker at synge og lave fagter, og det gør læring til et legende element. Netop at lege læring ind er en fantastisk måde, at få børn til at huske på. Derudover vil det skabe genkendelighed hos min dreng, at få sunget sange på denne måde, til når han selv skal i gang med institutionslivet.

Selve kufferten er en som Louis fik i dåbsgave, hvor jeg har kommet nogle hæklede dyr i. Jeg har en plan om, at der skal flere elementer i kufferten med tiden. Nogle eksempler kunne være:

  • Hæklede dyr, som ovenstående, der symboliserer en bestemt sang (fx elefant – “en elefant kom marcherende”, eller en mariehøne – “mariehønen evigglad”.
  • Chiffon tørklæder. De er gode til at stimulere dit barns sanser, fx føle- og synssansen (fx til “se min kjole”).
  • En bil (fx Oles nye autobil)
  • Evt brug noget af dit barns legetøj, som det kan genkende.

Man kan eksempelvis bruge sangene, hvis du ønsker, at din barn skal tilegne viden indenfor et bestemt tema;

  • Farver (se min kjole mv.)
  • Kroppen (hoved, skulder, knæ og tå mv.)
  • Dyr (lille peter edderkop mv.)
  • Størrelsesforhold (stor, lille mv.)
  • Vejr
  • Årstiderne
  • osv

Nedenfor kommer et lille udpluk af nogle af de sange, som jeg har valgt at benytte i kufferten. Der er altid mulighed for at tilføje flere – det er kun fantasien der sætter grænser.

img_0827img_0828img_0829img_0830img_0831img_0832img_0833img_0834img_0835img_0836img_0837img_0838