2016 – Det har på alle måder været et CRAZY år. Jeg føler mig 10 år ældre, end for blot et år siden.. Men bestemt på den gode måde.
Selvom jeg føler mig som den samme person, kan jeg mærke, at jeg har udviklet mig. Udviklet mig personligt, fagligt og ikke mindst følelsesmæssigt. År 2016 startede med nogle afsluttende måneder i praktik, hvorefter jeg kom tilbage på skolebænken og skulle have mine sidste fire eksamener af uddannelsen. Jeg havde fra start af sagt til mig selv, at min graviditet ikke skulle påvirke min motivation til at yde det bedste i forbindelse med hver enkelt eksamen. Og jeg sidder tilbage og er rigtig stolt af mig selv. Jeg klarede hele uddannelsen uden for mange graviditetsgener – og jeg klarede det godt. Jeg fik et flot eksamensbevis med et gennemsnit på 11,66. Jeg mener dog personligt ikke, at man er klogere, fordi der står nogle 12-taller. Man kan altid dygtiggøre sig… Men min arbejdsevne og stædighed er jeg stolt af.
Ved siden af eksamensræset rendte jeg til jordemoder og lægebesøg i tide og utide, og jeg elskede hvert et besøg, hvor jeg fik hørt hjertelyd på min lille mand i maven. Derudover tilkøbte vi os nogle scanninger, henholdsvis en kønsscanning og en 3D scanning. Det var en vild oplevelse, som vi valgte at dele med begge vores mødre. Jeg er rigtig glad for, at de har været med til scanningerne, og har fulgt med i Louis’ udvikling i maven.
I juni havde jeg min bacheloreksamen og 1,5 uge efter gik jeg i fødsel. 6 dage før terminsdatoen. Mandag d. 4. juli. En dag, der ændrede mit liv fuldstændig. Jeg blev mor. Jeg ved godt at man siger, at man allerede har forældrerollen i sig, mens barnet gror i maven – men det var nu alligevel noget andet, at have et rigtig lille menneske liggende hos dig. På et splitsekund ændredes dit syn på verdenen. Nu var du til, for at give det lille menneske kærlighed og tryghed. Jeg kan huske, at jeg i starten troede, at jeg skulle gøre mig fortjent til at være hans mor. At jeg skulle bevise over for ham, at jeg ville ham det aller bedste og at intet skulle skille os ad. Men han viste jo allerede tryghed med det samme ved at ligge hos mig. Han genkendte min lugt, min stemme, min krop. Det var mig, der kunne få ham til at stoppe med at græde, og det var mig, der gjorde ham mæt, tilfreds og træt. Et bånd knyttes, som jeg slet ikke kan beskrive. Det er nok det største, jeg nogensinde har været ude for.
Det første stykke tid efter fødslen rammes jeg af en blanding af ubetinget kærlighed, træthed og ikke mindst angst. Angst for at det lille menneske skulle dø. Trækker han vejret? Er han for kold? Er han for varm? Får han nok mad? Hvad er det der vuggedød for noget? Alle de nye følelser, som jeg skulle lære at arbejde med. Man får tit at vide at det er hårdt at få børn – men jeg tror først, at det virkelig går op for en, når man prøver det på egen krop. For det er rocker hårdt. Men samtidig det hele værd, og man vil under ingen omstændigheder være det foruden.
I november blev vores dreng døbt, og vi overraskede vores familie og venner med en vielse oveni. D. 12. november. Dagen hvor min dreng fik sit navn og jeg fik min mand. Jeg er nu en gift kvinde. Jeg har manden i mit liv, min bedste ven, der stadig giver mig sommerfugle i maven. Og vi har fået et barn. Større bliver det ikke! Jeg er lykkelig helt ned i maven, og er så klar til, hvad 2017 byder på.
2017 – et år hvor min barsel slutter og jeg skal ud og finde et arbejde. Det blive endnu en stor begivenhed. Mit arbejdsliv – hvad vil jeg??? Dørene ligger åbne. Det glæder jeg mig til.
Jeg håber at du får et skønt nytår. Pas nu på hinanden 🙂
Tak fordi du læser med.
Knus Camilla