I forlængelse af gårsdagens – meget personlige – indlæg, nemlig min fødselsberetning, vil jeg nævne nogle ting, som jeg gerne ville have vidst inden jeg fødte. Vi har mulighed for at få hjælp til at forberede os godt og grundigt til fødslen – gudskelov. Men hvad med dagene efter fødslen? Selvom der står sundhedspersonale klar til at give dig en hjælpende hånd, er der alligevel nogle ting, som jeg gerne ville have været forberedt på inden.
Måske jeg er naiv, men det kom bag på mig, hvor meget du rent faktisk bløder efter en fødsel. Og i mange dage efter. Du finder det pludselig helt okay, at rende rundt i netunderbukser med gigantisk ble klistret fast deri.
Man kan have en følelse af, at man er blevet sparket, eller at alt er forstuvet i flere dage efter fødslen – ikke kun underlivet. Det er jo logisk nok egentlig. Kroppen spænder helt vildt, og du ligger i forskellige stillinger og bruger enormt mange kræfter.
Hvordan din mave føles, efter fødslen. Det havde jeg faktisk fået at vide. Men den føles virkelig mærkelig. Sådan svampet og helt hult.
At du hurtigt kan blive bange for både at grine, hoste eller nyse – og vil gøre alt for at undgå det. Det gør nemlig virkelig ondt down-under, når det sker…
At du får en følelse af angst over at skulle på toilettet de første gange – og at det er en god ide at vaske dig forneden i stedet for at tørre dig.
At både førstegangs- og flergangsfødende kan få efterveer. Og at de kan komme flere dage efter fødslen.
At det kræver arbejde, at få en amning til at køre.. jeg troede at det ligesom kom af sig selv.
At der kommer en dag efter fødslen, hvor du er helt ude af den følelsesmæssigt og græder over alt og ingenting. Det fik jeg at vide efterfølgende, at det var meget normalt med den “tudedag”.
At du kan holde den kørende på ren kærlighed, selvom du ikke får sovet flere dage i træk.
At det kan tage lidt tid at lære det lille menneskes signaler – og at du er enormt bange for, om du gør det forkert.
Dette indlæg har jeg haft liggende lige siden jeg startede bloggen, og først nu har jeg taget mig sammen til at udgive det…
Vi kan lige så godt være ærlige – det gør ondt at føde hvad der svarer til en melon ud gennem næseboret. Men havde jeg ikke mere at fortælle om det, kunne jeg lige så godt holde indlægget på denne ene linje…
Da jeg var gravid kunne jeg godt lide at (torturere mig selv ved at) læse om andres fødsler. Og det er jo ikke alle, der har en rosenrød fødsel, ej heller den oplevelse at de lige slår en prut – og nå Gud var du der?! Jeg stødte på mange hårde fødsler, og fik virkelig respekt for alle de kvinder, der kæmpede i flere dage, og skulle have det ene og det andet drug for at kunne holde ud, at være i sin egen krop.
Efter fødslen af Louis, skrev jeg min fødselsberetning, som jeg hermed vil dele med jer. Dette er nok det mest intime og personlige indlæg, jeg nogensinde kommer til at udgive. MEN!!! Jeg vil gerne dele min gode fødsel på Hvidovre Hospital, selvom jeg både brækkede mig ud over min mand, sked på min søde jordemoder og bristede en del i finalen. Beretningen er lang, men hvis du har lyst til at læse den, kan du med fordel hente dig en kop kaffe og læne dig godt tilbage, hvorend du nu sidder ? it?s gonna take a while!
Tilbage til begyndelsen:
Jeg har altid været et godt solidt A-menneske, men det var som om at lillemanden i maven mente, at jeg lige skulle et par timer endnu tidligere op gennem hele graviditeten.. Og ja – man kan jo lige så godt vænne sig til det, sagde folk. Jeg havde nu alligevel håbet, at der var mulighed for, at få ladet godt op på søvndepoterne. Men sådan var det ikke. Det var nok en del af kroppens egen måde, at forberede sig på livets forandring.
D. 4. juli vågnede jeg pludseligt op og klokken har vel været 8-9 stykker. Solen skinner og det er vel, hvad man kan kalde en god sommerdag i Danmark. WHAT, jeg har sovet længe syntes jeg – mærkeligt. Jeg havde da også lidt murren i underlivet… Nå, men det var nok bare fordi SLIMPROPPEN (jep – klamt ord for en klat, kroppen udskiller) var kommet ud to dage forinden, og min krop nu så småt begyndte at varme op til fødslen…
Jeg kunne ikke rigtig spise noget til morgenmad, så jeg lagde min store krop ind på sofaen og så noget fjernsyn. Min mor ringede som hun plejer, for lige at høre, om jeg havde det godt. Hun mente bestemt at jeg ville føde i dag, da jeg fortalte at jeg havde lidt murren i underlivet. Den er go med dig, tænkte jeg. Jeg synes dog ikke der gik lang tid, før det der murren blev lidt kraftigere… Er det veer? Man havde jo hørt, at veer føltes som kraftige menstruationssmerter (Jeg blev klogere!). Jeg skrev til min veninde, der fødte i april, da hun havde sådan en smart app, hvor man kan holde øje med veerne. Jeg fik hentet app’en, ringede til Mikkel på hans arbejde og sagde, at der muligvis var noget i gærde, men at vi lige måtte afvente. Så vidste han da besked. Og så tog jeg et langt, varmt bad…
Henover middag var jeg ikke i tvivl… Der var tale om veer, omend svage, men de var der. Jeg ringede Mikkel hjem, da jeg synes det gik rimelig hurtigt og jeg prøvede ihærdigt, at bruge den der ve-app.
Okay – den person der har startet rygtet om, at en ve føles som en kraftig menstruationsmerte lyver! SHIIIIIIT, de begyndte at gøre nas. Min veninde skrev, at det var rigtig godt at stå foroverbøjet over noget, når veerne kom (VIRKELIG GODT TIP – BRUG DET, hvis du er gravid!!). Så jeg fik ryddet spisebordet, som i en anden sexet film-scene. Det var groft sagt bare meget lidt sexet. Jeg fik hentet en spand, da jeg fik kvalme, men kunne ikke kaste op. Så stod jeg ellers der som en flodhest henover spisebordet og forsøgte at vrikke med hele underlivet, så det lignede at jeg stod på en step-maskine, som jeg ikke kunne holde balancen på, så jeg var nødsaget til at få støtte fra spisebordet.
Endelig kom Mikkel hjem og jeg bad ham om, at ringe til Fødemodtagelsen på Hvidovre. Damen sagde, at det var godt vi kontaktede dem, så de vidste der var noget i gang, men at hun kunne trøste os med, at der godt kunne gå nogle døgn med uregelmæssige veer. “Det kan hun godt glemme”, tænkte jeg. Jeg skal ikke gå sådan her i flere dage. Mikkel prøvede på bedste vis at berolige og rose. Nå, men til fødselsforberedelse fik vi at vide, at vi skulle holde den så lang tid derhjemme (som man nu var tryg ved) som muligt, da der ikke var meget ved at ligge i en hospitalsseng, eller rende rundt på gangene derover. Sandt nok – det ønskede jeg heller ikke. I stedet foreslog jordemoderen til fødselsforberedelsen, at man kunne ligge og nyde en film og få slappet af, få spist og få tjekket, om man havde pakket alt ned i tasken. Godt så…. Vi lagde os for at se lidt Blacklist (virkelig god serie btw!), men jeg kunne godt glemme alt om at følge med. Av, nogle smerter det gav nu. Okay – ligge og se film er no-go. Jeg gik op og steppede videre henover spisebordet.. Spise!! jeg skal huske at spise. Jeg gik ud og hentede en pose kanelgifler og jeg fik da også en ned, før den næste ve kom. SHIT. Nu skulle jeg på toilettet. Jeg kunne slet ikke finde ud af min krop. Jeg fik tisset og tog da lige en selfie i spejlet, mens kroppen var i fødsel. Jeg skulle jo lige have et sidste mavebillede….
FOR POKKER HVOR GJORDE DET BARE ONDT NU…. Mikkel havde taget over med den ve-app, da jeg ikke var i stand til at holde øje med det mere af smerte. Den viste, at de stadig var lidt uregelmæssige… Så jeg steppede videre, foroverbøjet henover spisebordet og forsøgte at holde den gode vejrtrækning (ind af næse – ud af mund, ind af næse – ud af mund…) Hvis nogle har så kraftige menstruationssmerter, så har jeg virkelig ondt af dem, hvis de oplever det hver evig eneste måned.
Jeg tror klokken blev 17, da jeg nærmest råbte til Mikkel, at jeg skulle på hospitalet NU!!!!! De sk….. veer var stadig ikke helt regelmæssige, men min krop skreg efter at komme ud på hospitalet. Så Mikkel ringer endnu engang og siger, at vi meget gerne vil derud nu, fordi de gør godt ondt. Jeg brøler lyde i baggrunden….. Damen siger ENDELIG at vi bare skal komme, så vil de se på mig… Mellem alle smerterne når jeg at tænke, at det er sidste gang vi er i lejligheden bare os to – næste gang bliver med et lille menneske. Vores lille menneske.
På vej ned ad opgangen (vi bor kun på 1.) får jeg en kraftig ve og råber, at jeg føler jeg skal presse (stakkels naboer – og Mikkel!!). Han får hjulpet mig ud og ind på bilsædet, som er dækket af sorte sække og håndklæder (ikke noget plask i den bil!). Det var de længste små ti minutter ever og vi ankommer endelig til parkeringspladsen ud for akutmodtagelsen på Hvidovre. Jeg når kun halvvejs hen til akutmodtagelsen, og må stille mig op ad et handicapskilt og brøle veen ud. “Gad vide hvad folk tænker”, tænkte jeg og kiggede rundt på de patienter, der fik sig en smøg… Jeg overvejer at undskylde på vej hen mod indgangen, men tænker alligevel, at de forstår, at det er fordi der er ved at komme en baby ud af mig. Vi kommer ind, og så er det selvfølgelig den længste rute nogensinde hen til Fødemodtagelsen. Jeg når måske at gå 20 meter og så må jeg stå og kramme væggen af smerte. Heldigvis kommer der en sød personaledame, og siger, at jeg da vist ligner en, der godt kunne bruge en kørestol. Jeg får fremstammet “HVOR ER DER EN?!”, okay – måske råbte jeg det? Men kørestolen var helt nede ved indgangen… Damn it. Damen bliver ved mig, og Mikkel spurter tilbage og henter en kørestol. Der blev jeg faktisk bange over, at Mikkel måtte forlade min side, selvom det gik hurtigt.
Ahhhhhh, skønt. Mikkel ræser med tasker på skuldrene og mig i kørestolen. Mine fingrer borer sig ned i armlænene på kørestolen. Jeg føler det nærmest er som en stafet, og at vi går all-in for at komme først. Endelig nærmer vi os skranken ved modtagelsen (klokken er 17.40). “Jeg skal tisse!!” råber jeg… Damen smiler bare, og spørger om mine oplysninger, og jeg svarer. Jeg bliver hurtigt vist ind i et modtagelsesrum, som jeg absolut intet husker fra, andet end at jeg kravler op i sengen og en kvinde kommer ind og undersøger mig. Hun siger overrasket, at jeg er helt åben (10 cm) og i aktiv fødsel. Hun bliver nødt til at løbe ud og siger, at der lige går to minutter, da hun skal finde en ledig fødestue. Øh ok, så bliver jeg bare liggende her..
Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg kan huske, at jeg var lidt nervøs. Samtidig var jeg enormt glad for, at jeg var i aktiv fødsel, så jeg ikke skulle sendes hjem eller lignende. Hun kommer tilbage, hjælper mig ned i kørestolen igen og går hurtigt med mig ned ad gangen (den husker jeg heller ikke). “Jeg tisser!!” Udbryder jeg pludseligt, mens jeg omklamrer armlænene med mine fingre. Jeg spænder i hele kroppen og registrerer slet ikke gangene. Jeg lukker øjnene og prøver, at holde hovedet koldt. Hun siger sødt, at det gør ingenting – det ordner vi bagefter. Derefter bliver vi mødt af en sød jordemoder, der spørger, om jeg selv kan gå hen til sengen. Jeg når lige hen til kanten af sengen og KNALD! der gik vandet, og det løber ned ad bukserne, strømperne og mine tøfler. Det føltes virkelig godt. Den søde jordemoder hjælper mig af med tøjet, og jeg kommer op og ligge i sengen. Dernæst får jeg at vide, at jeg bare skal presse, når der kommer en ve. Øh? Skal jeg ikke lige have det der lavement, spørger jeg (tømning af tarmen). Og jordemoderen svarer, at det kan jeg ikke, da jeg er i aktiv fødsel. “Har du været på toilettet i dag?” Spørger hun sødt. “Øh, jo.. lidt måske” Svarer jeg. “Den klarer vi bare, Camilla. Det er ikke noget, som jeg ikke har prøvet før”.
Jeg får en ve, og jeg presser!!! Jeg får at vide, at hun tydeligt kan se hovedet. YES, så popper han ud lige om lidt, tænker jeg. Jeg kigger på væggen bag mig, for at se på uret der hænger. Imens går der to damer rundt i rummet og spørger så pludselig Mikkel, om han ikke har brug for at sidde ned. “Hvad foregår der” tænker jeg… Er han okay? Han kan da ikke falde om nu, hvor jeg ligger og føder vores baby. De får en stol hen og Mikkel sætter sig kortvarigt. Jeg skal presse igen – og her laver jeg så en skylle af opkast og formår lige at dreje hovedet. Det gik så udover Mikkel og halvdelen af min hovedpude. Undskyld… “Lugter her ikke af kanelgiffel?”, tænker jeg… Mikkel får hentet nogle opkastposer, og ved hver ve skal jeg kaste op. Hvad sker der lige for det? Som om det ikke er hårdt nok i forvejen, så skal jeg også dreje hovedet og kaste op i en pose, imens jeg forsøger at presse barnet ud. Jeg presser igen, og siger at jeg skal skide. Den søde jordemoder siger beroligende, at det føles sådan, men at det er hovedet der gerne vil ud. Hun begynder dog at hente nyt underlag og beder mig om at løfte nummi. Okay, der var så kommet lort ud og det skulle skiftes. Fedt… Jeg når heldigvis ikke at tænke videre over det, inden jeg skal presse igen..
Jordemoderen begynder at sige, at hun har mistanke om at han ligger lidt kompliceret med hovedet, så det driller, at få ham ud. Hun prøver at hjælpe til og kører fingrene rundt ved hans hovede og føler hun har den anden hånd oppe i min numse. Behøver jeg at uddybe dén følelse?! PUHA. Nu er der gået over en time, og den søde jordemoder siger nu, at hun sætter en lille nål i babys hoved, så den måler hans værdier. Det er helt ufarligt, men nødvendigt for at holde øje med, om hjerterytmen pludselig falder.
Lige meget hvor meget hun hjælper til forneden, gider han ikke ud. Jordemoderen siger nu, at det lader til, at han ligger skævt, og at vi nok bliver nødt til at klippe lidt, for at han kan komme ud. “NEEEEJJJJJJ!!!!” siger jeg, men hun insisterer på, stadig roligt, at det er tid til at han kommer ud og det skal der lidt hjælp til. Så kommer der ellers en ældre jordemoder ind med en saks, og jeg kan se at hun gør sig klar. Nej nej nej! Hun skal ikke klippe med den saks i mig. Selvom kroppen bliver udsat for en ubeskrivelig smerte under en fødsel, så var jeg faktisk rigtig bange for at blive klippet i.
Jeg forlanger, at jeg vil presse en sidste gang selv, og lige i det jeg siger det, skal jeg presse – Og jeg PRESSER! Det var det bedste, at høre den søde jordemoder sige “Nu kommer han!!!” Og ud kom han på den ene ve. Gudskelov. Det var den VILDESTE følelse. Faktisk ikke smertefuldt, men en utrolig tung fornemmelse. Han kom op på min mave, og lå der i kort tid, da de ser, at navlestrengen er meget kort, så han kan ikke nå helt op til mig… Så Mikkel kom hen med det samme og klippede navlesnoren, og Louis kom helt op til mig. Tiden stopper. Mit hjerte hamrer. Min baby – hans lyde og hans duft suger jeg til mig. Jeg får en til ve og jeg får presset moderkagen ud, mens Louis ligger hos mig. Følelsen af at den lille krop ligger trygt hos mig er ubeskrivelig. Han bliver helt rolig af mit hjerteslag. Det er bare ham og mig – og Mikkel ved vores side.
Efterfølgende synes de, at Louis knirker, når han trækker vejret, så vi får at vide at han skal over på børneafdelingen og der bliver tilkaldt en børnelæge… Jeg skal blive i sengen for at blive syet, da jeg bristede en del, og Mikkel skal alene op på børneafdelingen med vores søn…. Det var bestemt ikke det store ønskescenarie. Mine forældre kom dog hurtigt og blev ved min side, mens Mikkel gik afsted med børnelægen og Louis.
Resten vil jeg fortælle en anden gang… Men det ender godt.
HELLOOOOO FRIDAY! Endnu en uge er ved at være gået. Er jeg den eneste der synes, at tiden flyver? Inden længe er vi i februar måned, og dermed bliver jeg snart et år ældre. Det er crazy. Her kommer nogle fredags favoritter. Håber i alle får en god weekend.
Fersken ice tea is. Hvor cool er det lige? Find en how-to her http://www.papernstitchblog.com/2014/07/28/make-this-peach-ice-tea-popsicles-recipe/
Favorit spise: Vi havde noget grønt, der skulle bruges inden det udløb, så vi ændrede lidt i madplanen. Det blev til denne virkelig lækre pastaret med spinat og pesto. Mums.
Favorit minde: Vores sidste sommerferie tilbage i 2015, hvor vi kørte rundt i Italien. Dette er fra Gardasøen. Anbefalelsesværdigt.
I forlængelse af ovenstående billede kommer da lige et lækkert italiano-nummer, som du kan hygge med i weekenden 🙂
Favorit sovestilling: Lillemanden er begyndt at lægge sig på maven, når han skal sove. Forleden lærte han så (endelig) at falde i søvn på den måde også. Man får sig nogle billige grin af de stillinger af og til.
Favorit DIY: En DIY som jeg selv er ved at lave en fortolkning af. Glæder mig til at den skal op og hænge ved puslebordet.
Jeg blev uddannet pædagog tilbage i juni 2016 og fødte halvanden uge efter.
Jeg havde et ønske om at blive sygeplejerske, men droppede ud efter 3 semestre. Jeg kunne ikke stå inde for arbejdet på grund af travlhed og manglende hænder (ironisk nok er der også skidt normering indenfor pædagog-faget!).
Jeg er venstrehåndet.
Min yndlingsferieform er camping. Jeg har camperet hele mit liv og har kørt rundt i mange lande, hvilket er noget, jeg ønsker at give videre til Louis.
Jeg er vild med ristede løg og kommer det på næsten hvad som helst, når vi snakker rugbrødsmadder.
Jeg er opvokset i Rødovre (Islev).
Jeg har boet i Valby i 6,5 år.
Jeg går meget op i, at dem omkring mig har det godt – og vil hellere tilsidesætte mig selv for dem.
Jeg drikker ikke kaffe, men te.
Jeg bliver utrolig hurtigt brun, og da jeg var mindre blev jeg ofte spurgt om, hvor jeg kom fra.
En gammel, men stadig god løsning på, at skjule de grimme ledninger fra fjernsyn, anlæg osv. er disse opbevaringskasser. Jeg købte i sin tid nogle kasser fra Søstrene Grene (de fås jo stadig i alle størrelser, former og farver). Jeg skar så noget af den ene side af og stillede den op ad væggen. Derefter var det bare at komme alle ledninger ned i. Det ser lidt pænere ud, end at have en bunke ledninger. Og heller ikke skide smart, når junior først begynder at kure rigtigt rundt. Så er de gemt godt af vejen. 🙂
Den øverste er fyldt med ledninger. Den nederste bruges egentlig til, at få den anden op i højde, men bruges til at have GPS og andre småting, som vi ikke lige bruger hver dag.
Da jeg blev gravid skulle vi begynde at tænke kreativt, hvad angår indretningen af lejligheden. Vi bor i en lille to-værelses på 54 kvm, så der er ikke plads til at brede sig særlig meget. Jeg faldt ret hurtigt over Ikeas skoskabe (mener de hedder Trones). Men i stedet for sko bruger vi dem til opbevaring af vores undertøj, strømper/strømpebukser, Louis’ hagesmække, samt toiletsager, føntørrer/glattejern/krøllejern. De er rigtig gode, da de ikke er særlig dybe, så de stikker ikke langt ud i rummet, men de er stadig rummelige nede i.
Mikkel fik skåret noget træ, som vi har lagt på toppen af skoskabene, hvilket jeg synes giver et rigtigt fint resultat, så det ikke ser helt plastic-agtigt ud 🙂
Disse bruges til undertøj, strømper/strømpebukser, hagesmække og huer i soveværelset.
Disse under spejlet bruges til toiletsager, føntørrer, glattejern og krøllejern.
Måske det kan give lidt inspiration til dig, hvis du står og mangler opbevaringsplads.
Siden jeg blev gravid har begrebet alenetid ændret sig markant…
Inden jeg blev gravid betød alenetid noget med at sidde alene og kigge ud af vinduet med en masse tanker om mig selv og mit liv, eller at fyre op for yndlingsmusikken og male eller lave andre kreative sysler til sent om aftenen.
Da jeg blev gravid, ændrede alenetiden sig mere til ?Mikkel-er-ude-og-jeg-er-for-træt-til-andet-end-venner-i-tv”. Nå jo, og jeg spiste en masse pizza. For det ville baby have. Babyen som – på trods af, at den endnu ikke var født – var blevet hovedpersonen i mit liv og mine tanker. Og også for andre. Mine tanker drejede sig ikke længere om mig og mit liv, men om baby og vores fælles liv. Mikkel, baby og jeg…
Da Louis kom til verden og viste, hvor dejlig han var som i jeg-kan-ikke-få-øjnene-væk-fra-dig-dejlig, så var det simpelthen som om min indre løvemor beordrede mig til, at jeg skulle droppe al alenetid. Og det gjorde jeg. I en lang periode. Jeg tilbragte aldrig tid med mig selv, andet end et turbobad hver 3. dag eller hvor længe man kunne holde den kørende uden. Jeg tilbragte heller ikke tid sammen med min mand, uden baby. Alt foregik igennem Louis, og det er vel også helt normalt og helt okay i den første tid som nye forældre. Få gange hvor vi var alene sammen, drejede samtlige samtaleemner om baby (måske mest på min bekostning). Jeg kunne pludselig ikke huske, hvad vi har snakket om førhen? Hvad lavede vi egentlig inden vi fik barn? Jeg følte faktisk, at mit behov for alenetid blev en fytanke for mig selv, og min alenetid var noget jeg nu havde sammen med min mand og baby.
Det er faktisk først de sidste par måneder, at jeg har lært at nyde min alenetid igen. Nydt at kysse min baby godnat og lægge ham ud i barnevognen, og derefter gøre lige præcis dét, som jeg har behov for. Uden at savne min baby, der trygt ligger udenfor og sover, eller føle mig tvunget til at støvsuge eller vaske op, bare fordi det trænger. Jeg kan mærke mig selv igen, sådan helt indeni og jeg nyder at sidde med mig selv, hvadenten det er med min mand, mine veninder eller bare mig selv. Og jeg prøver at tænke på mine egne behov forud for andres, når de stunder opstår. Jeg kan mærke at jeg har kæmpet med at acceptere det behov, men det gør nu, at jeg virkelig kan nyde den.
Mit behov for alenetid er derfor også årsagen til denne blog. At sidde og skrive blogindlæg, er med til at give mig god tid til refleksion over mit liv og mine tanker, og dét er i virkeligheden den allerbedste alenetid jeg personligt kan komme i tanker om. Så tak fordi du læser med og er med til at give mig frirum.
Fredag og en ny weekend banker på døren. Endnu en dejlig en af slagsen, som står på familiefødselsdag og challenge-dag. Challenge-dag er noget Mikkel og jeg har tænkt på længe at afholde – ham og jeg – og Louis selvfølgelig (ved mindre han engang imellem skal passes). Det går kort sagt ud på, at vi skiftes til at stå for noget, som vi skal lave. Det kan være konkurrencepræget, det kan være en oplevelse, det kan være noget stille og roligt derhjemme. Det er første gang denne weekend, at vi skal det, og det er Mikkel, der lægger ud med at finde på noget. Næste gang er det mig, og det skal jeg nok få skrevet om, når vi når dertil. 🙂
Jeg synes det er en smadder god måde at være sammen på, og at komme lidt ud af hverdagen og de faste rutiner. Nå, men her kommer nogle fredags favoritter – nogle af billederne er fundet på Pinterest som inspiration. Jeg håber, at du får en fantastisk weekend og skal lave lige præcis dét, der gør dig glad!
Synes dette sofaområde er enormt inspirerende. Flot farvekombination og blanding af bløde og hårde møbler. Jeg tror selv, at jeg skal have mig sådan en stor plante i stuen. Hvis Mikkel ellers er med på den 🙂
Inspirationscitat: Gør mere af det, der gør dig glad og det, der betyder noget.
Serien der har taget Danmark med storm. Skam. Jeg var egentlig lang tid om at komme i gang med at se den. Men jeg må indrømme, at jeg også er faldet i med begge ben. I denne uge blev sæson 3 udgivet i Danmark og kan nu streames. Varm anbefaling herfra.
Når jeg ser sådan en fin frisure og længde, drømmer jeg mig tilbage til dengang, jeg havde lidt længere hår. Måske jeg skulle overveje at lade det gro. Det evige dilemma for mit vedkommende 🙂
Pynt nogle fine grene fra haven med nogle fjer. Det giver simpelthen sådan et fint touch i hjemmet.
Lav din egen nøglesnor med trækugler (kan købes i Panduro Hobby) og pynt dem med flotte farver. Her kan bruges Posca tusser i guld som på billedet.
Okay, det her er altså ret cool. Hvis bare man havde pladsen til at lave sådan noget hyggeligt på et børneværelse.
Inden vi får set os om er det fastelavn. Jeg er så småt begyndt at finde en masse inspirationsbilleder. Jeg vil lave et indlæg med ren fastelanvs-inspiration senere. Jeg overvejer at sy noget udklædningstøj til Louis. Kom endelig med nogle bud på, hvad han kunne være 🙂
