Så kører debatten igen på de sociale medier. Børnevaccinationsprogrammet. Nogle mener, at børn ikke bør vaccineres mod sygdomme som røde hunde, stivkrampe eller mæslinger. Og jeg kan ikke sætte mig ind i det. Og jeg bliver harm over, at nogen spiller russisk roulette med vores fælles børn og deres fremtid.
Vacciner er såkaldte sygdomsbehandlinger, hvor man skyder en lille og modificeret mængde af sygdommen ind i kroppen. Dette stimulerer immunsystemet, der ser sygdommen som fremmed, ødelægger den og husker den, så hvis man skulle fange den igen, så ved kroppen, hvordan den bekæmper sygdommen. Det er naturligvis i en så lille mængde, at kroppen ikke skal tage skade af sygdommen, eller blive overmandet af den, som man kan risikere, hvis man får sygdommen rigtigt.
Børnevaccinationsprogrammet har sygdomme, der er meget smitsomme, de kan give svære handikap og kan i værste fald være dødelige. Så hvorfor ikke give dit barn vacciner?
Jeg er bekendt med at der kan være bivirkninger. Og jeg ved at det kan være yderst frygtelige bivirkninger. Min lille niece har nemlig fået aluminiumsallergi som følge af børnevaccinen. Og det giver virkelig gener for hende og en masse begrænsninger ift produkter, mad osv. Det ønsker jeg naturligvis ikke for nogen.
Dog bør alternativet ikke være, at slet og ret undgå vaccination af ens børn. I den synsvinkel er det som at vælge mellem pest eller kolera. Jeg håber at der vil komme mere fokus på aluminiumsallergi.
Det er næppe gået dig næsen forbi, at der er meldt udbrud af mæslinger i her på Sjælland. Det er godt nok “kun” to, der er ramt af sygdommen, men én er nok til at starte en hel epidemi, så smitsom er sygdommen. Jeg ringede derfor til min læge, for at høre, om hun ville anbefale at få den taget nu. Louis er kun knap og nap 14 måneder, og det hedder sig at det er en 15 månederes vaccine. Men hun gav os en tid til MFR vaccinen og vi skal derfor afsted i dag.
Med dette indlæg kan i komme lidt tættere ind på livet af mig. Jeg vil nemlig skrive lidt om, hvordan Mikkel og jeg mødte hinanden. Et ret personligt indlæg, men stadig hyggeligt at dele med jer, der nu vælger at læse med. Så gå ud og snup en kop kaffe og læn dig tilbage, hvis du vil lære mig lidt bedre at kende. 🙂
For at få det hele med fra begyndelsen, skal det lige siges, at Mikkel og jeg har gået på samme folkeskole i Rødovre (Islev Skole). Han gik en årgang over mig, og vi havde ikke den store kontakt i de år. Men vi vidste naturligvis, hvem hinanden var. Efter folkeskolen startede jeg på HHX i Ballerup, og jeg tror det var i 2. g, at jeg ramte ind i Mikkel på Ballerup station på vej hjem fra skole. Vi sludrede. Mikkel var i lære som tømrer i samme firma, som min storebror arbejdede i og de arbejdede meget sammen. Det var da lidt sjovt… Toget kørte og vi sagde farvel…….
Da jeg blev færdig med HHX i 2009
Jeg blev færdig med HHX i 2009, flyttede hjemmefra og tog mig et sabbatår, hvor jeg arbejdede som både lærevikar, pædagogmedhjælper og i Superbest. Der var nok at se til. Jeg fik ligeledes en kæreste. Det holdt ikke så længe, og sidenhen blev det højest til et par små flirts.
Så i 2010 en sommerdag gik jeg på facebook og et billede af Mikkel poppede op på min startside. Og ligemeget hvor plat det end lyder, så ramte det noget helt inde i mig. I mine øjne verdens smukkeste mand, og samtidig kunne jeg mærke, at han var en god og reel fyr. Ud fra et f…… billede på facebook! Men det er sandt. Jeg blev ramt. Jeg måtte møde ham. Jeg sagde det til min veninde, Mathilde (der iøvrigt også kender Mikkel, og deres forældre har i mange år boet lige overfor hinanden og er gode venner). Så jeg tænkte det ville være et godt grin for hende at høre 🙂 Og vi snakkede da også lidt frem og tilbage om det, og mere blev det så egentlig ikke til……… Jeg turde ikke.
En sensommerdag samme år skulle Mathilde og jeg i byen og vi hygger i min lejlighed med drinks og god musik. Jeg får igen nævnt Mikkels navn, og Mathilde finder ham på facebook og vi stalker billeder. Typisk teenagetøser (øhh jeg mener 20 års tøser). Så synes Mathilde at vi skulle høre, hvad han lavede. Jamen ok så. Mathilde skriver, og utroligt nok er han på Rosie’s inde i byen, men overvejer at smutte hjemad. Mathilde får ham overtalt til at blive, og vi drikker ud og tager en taxa ind til byen. Mikkel står udenfor og ser bedre ud end nogensinde. Vi hilser og Mathilde fører mere eller mindre snakken. Vi går ind til Mikkels venner og slår os ned. Mathilde får snakket lidt gamle dage med Mikkel, og hvad han laver nu OG om han egentlig ser nogle for tiden. Det gør han… De snakker lidt videre og Mathilde kommer over og siger der er lukket, og at jeg ikke skal prøve noget med ham, for han snakker med nogle andre piger….
Jeg tænker øv!, men fair nok. Men en god aften – det skulle vi stadig have.. Så jeg spørger om nogle skulle have noget med fra baren, for jeg skulle have små kolde. Mikkel ville med… Uden at tænke mig om får jeg bestilt ti små kolde. Jeg finder så ud af, at min pung ligger nede hos Mathilde, og bartenderen kommer med en bakke med mine shots. Det bliver 500 kroner, siger han. 500 kroner!!!!! Shit. Hvor er det dumt. Nåmen, jeg får lånt Mikkels dankort, og jeg får overført pengene til ham.
Hvad der føles som minutter efter bestillingen, lukker Rosie’s. Vi får drukket ud og begiver os ud i natteluften. De andre tager hjem. Mikkel vælger at blive med Mathilde og jeg. Fint nok.. Mathilde og Mikkel snakker og jeg går lidt i min egen drømmeverden (det sker tit). Vi gider ikke hjem endnu, så vi tager på Heidis og får en godnatøl. Der er alt for fyldt, så vi tager øllen med ud og går ned til søerne og sætter os på en bænk. Vi snakker og snakker. Om fortiden, fremtiden, drømme. Vi sætter os tættere op ad hinanden. Holder lidt i hånd… Det bliver tidligt morgen, og Mathilde og jeg tager hjemad mod hendes lejlighed. Mikkel spørger, om han må tage med og låne sofaen et par timer. Jeg var lykkelig. Mildest talt.
Vi kommer til lejligheden og vi alle er klar til at få et par timer på øjet. Mathilde kravler ind i sin seng… Mikkel og jeg holder lidt i hånd og får kysset lidt i lejligheden inden vi lægger os til at sove. Jeg tager den ene ende af sofaen, og Mikkel tager den anden ende. Nogle timer senere står vi alle op, får lidt at spise, og Mikkel og jeg beslutter os for at vende snuden hjemad. Vi følges ned til bussen og holder i hånd imens mit hjerte slår ekstra slag. Vi kysser farvel. Bussen kører og jeg ser ham forsvinde. Vi har ikke givet vores numre til hinanden. Det var en tom følelse. Pludselig kommer der tvivl om følelserne overhovedet var gensidige. Eller om det bare havde været en hyggelig aften. Det føltes forkert, ikke at skulle se ham igen.
Om aftenen skriver Mathilde, at Mikkel har spurgt om mit nummer, og hun håbede det var okay, at hun havde givet det. Minuttet efter tikker endnu en besked ind og det var fra Mikkel! Jeg kunne danse hele vejen hjem. Jeg kunne mærke følelserne var gengældt og jeg håbede at vi skulle ses igen…. Og det skulle vi selvfølgelig.
Weekenden efter kom Mikkel hjem til mig og vi snakkede til langt ud på natten. Fra den dag så vi nærmest hinanden hver dag. Mikkel glemte flere og flere af hans ting hjemme ved mig og efter to måneder flyttede han ind i min lejlighed.
Nu er der næsten gået syv år og vi sidder i den samme lejlighed. Vi har en masse oplevelser med i bagagen og vigtigst af alt har vi vores lille søn og vi er mand og kone. Efter syv år giver han mig stadig sommerfugle i maven. Lige fra dengang billedet poppede op på min facebook har jeg ikke været et sekund i tvivl om, at Mikkel var min eneste ene. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham.
Så et offentligt tak til Mathilde for at kaste mig ud i kærligheden og for at tage nogle chancer. 🙂
