Madplan #uge 1 – 2018

Hej med jer.

Så kommer den kommende uges madplan for os i Valby.

UGEPLAN

?


MANDAG

Kylling med pasta 


TIRSDAG

mexi-night


ONSDAG

Rugbrød med fiskefilet fra fryser


TORSDAG

Suppe (fryser)


FREDAG

Hjemmelavet pizza


LØRDAG

Mørbrad med rodfrugter 


SØNDAG

Kylling i karry med ris


 

Nytårsforsætter for en (træt) mor

Jeg er begyndt at skrive lidt stikord ned omkring mit næste mandags motivations indlæg. Og i min research faldt jeg over et indlæg om nytårsforsætter hos en (træt) mor. Du kan læse det HER. Jeg må indrømme at jeg sad og grinede, mens jeg læste indlægget. Nok mest fordi jeg kunne genkende mig selv i det, men også fordi at det var sjovt og befriende at læse en andens tanker omkring de her nytårsforsætter (og mest hvor NEDEREN moderskabet af og til kan føles). Jeg har selv følt at mit eget moderskab er mere pisk end gulerod i de perioder, hvor søvnfrarøvelse spiller ind og sparker een godt og grundigt i maven. Der er perioder, hvor jeg både ligner og føler mig som en hængt kat. Som der (selvfølgelig) skal være plads til, og som vi aldrig må underkende. Men min (relativ korte) erfaring siger mig, at det heldigvis ikke er vedvarende. Derfor fik det mig også til at tænke over, at mange af os mødre har en tendens til at “gemme” os bag vores moderskab.

Vi kan tale med passion om vores drømme. Drømme, som vi i samme sætning træder til jorden med sætningen “det kan jeg ikke, for jeg har børn”. Vi kan ikke tage til Sunny Beach og drikke en kæp i øret i 14 dage, vi kan ikke søge en lederstilling i udlandet, vi kan ikke ses med vores veninder fire gange i ugen, eller komme i træningscentret efter arbejde hver anden dag.

Rettelse: Vi vil ikke. For så er vi ikke “gode mødre”. Det er naturligvis sat lidt på spidsen, men nogle gange kan moderskabet fungere som en putteklud for de ting, vi ikke tør at kaste os ud i. Selvfølgelig betyder vores børn alt, men ens drømme kan også inkludere både drøm og børn. Jeg elsker min dreng betingelsesløst og jeg vil aldrig overse hans behov. Men jeg vil også huske mig selv på at tilgodese mine egne behov samtidig.

Indlægget med nytårsforsættet handlede om, hvordan moren blev lettere provokeret af en veninde (uden børn) og hendes nytårsforsæt. Moren mente, at det højeste hun kunne opnå i sit moderskab, var et dagligt bad, drikke mere vand, træne flere gange i ugen. Pakket ind i en god omgang humor og selvironi, og som vi medmødre elsker at læse og anerkende, at det er pissehårdt at være mor, og hvor okay det er at skrue forventningerne helt ned. Og inden indlægget er færdigt når hun at skrive, at heller ikke disse mål kan hun opfylde, men at de bliver erstattet med et punkt om at drikke mere vin.

Jeg synes som sagt at det var et sjovt indlæg, men måske vi også skal huske på, at give os selv et kærligt spark bagi og huske på vores egne behov også 😉

 

Til os der er vilde med Instagram

De fleste kan nok nikke genkendende til dette. Det er aften, der er spist aftensmad, ungerne er (endelig) puttet og du kan smide dig på sofaen og nyde lidt alenetid. Uden så meget som at blinke registrerer du, at telefonen allerede er i din hånd og inden du får set dig om, spammer du dit instagram-feed med likes og kommentarer hos profiler, der inspirerer dig.

Jeg har over flere omgange set videoer florere rundt på de sociale medier med parodier af alle os, der af og til går lidt for højt op i at tage fine billeder, som vi kan vise frem på de sociale medier. Og mens jeg ser disse videoer så griner jeg, og synes det er ganske morsomt. Men det får alligevel en masse tanker i gang hos mig. Og det bliver jeg nødt til at få ned på skrift.

Hvorvidt vil jeg virkelig se mit barn igennem en kameralinse flere minutter hver eneste dag, i stedet for at være 100% til stede?! Jeg kan faktisk få en klump i maven, nok fordi den rammer plet.

Det kan give en form for frustration over gerne at ville være i nuet og samtidig forevige det smukke i øjeblikket. Men det burde være muligt at manøvrere i både det virkelige liv og det virtuelle liv på én gang. Men jeg tænker, at det er noget vi alle skal have nogle overvejelser omkring. Hvad tænker i?

Og forresten, hvis nogen af jer i øvrigt har lyst til at følge med på min instagram også, så er den @camillakorsgaaard.

Juleferiefølelsen

Hej med jer.

Det er efterhånden nogle dage siden vi var så heldige at gå på juleferie. Og vi har bestemt også nydt det. Faktisk har vi dårligt siddet stille i fire dage, fordi vi har besøgt familie, ordnet praktiske ting, vi har været hos frisøren (virkelig tiltrængt for mig), og nå ja, så har vi jo naturligvis fejret lillejuleaften samt juleaften. I går lå vi under dynerne alle tre til langt ud på morgenen med tegnefilm i fjernsynet. Faktisk var det den første dag, hvor roen sænkede sig ned over os. Vi tøffede rundt i nattøj hele dagen, så lidt mere tegnefilm (og mere endnu), krammede, puttede og legede på stuegulvet med de fantastiske gaver, Louis har fået. Jeg føler mig heldig og helt fyldt af ren lykkerus. Julen i år har været noget anderledes fra sidste år. Louis er blevet stor på så mange områder. Han nyder julemaden, nyder at synge og danse og ikke mindst åbne sine gaver.

Jeg håber i alle har en dejlig jul.

 

Mandags motivation: Følg dine drømme

Godmorgen mine søde læsere. Og velkommen til anden (rigtige) omgang af mandags motivation.

Jeg håber at i alle har haft en dejlig juleaften igår, og må i få nogle gode juledage. ??

Sidste mandag snakkede jeg om stress og travle perioder, og jeg kom med mine råd til at tackle det bedst muligt. Du kan læse indlægget lige HER . I dag synes jeg det skal handle endnu mere om én selv, end om andre mennesker. Så snup en kop kaffe og sæt dig godt til rette ??

Jeg tror at mange af os er opdraget, både bevidst og ubevidst, til at sætte andre mennesker først. Det lærer vi igennem opvæksten og vi bliver påvirket af samfundet og dem, vi omgives med. Og selvom det er nogle gode værdier at kunne sætte sig i andre menneskers sted, næstekærlighed og empati, så bør vi ligeledes bestræbe os efter at respektere os selv og vise sig selv kærlighed. Det kan være svært overhovedet at sætte sig i andre menneskers sted, hvis ikke du først har lært at elske dig selv.

Det kan egentlig være fjollet at skrive det ned på denne måde, for hvis der er een ting, der er sikkert, så er det at du har dig selv hele livet. Derfor er det utroligt vigtigt at være sin egen bedste ven.

Noget som jeg forbinder med at være sin egen bedste ven, det er netop at respektere sig selv, være tro mod sig selv og sine drømme. En ægte ven ville jo aldrig stoppe dig i at gøre dét, der gør dig lykkelig. Og hvorfor skulle vi så selv sætte en stopper for vores drømme? Vi bør ikke stå i vejen for os selv, men det kommer vi ofte til på grund af ting og mennesker, der påvirker os. Vi kommer med en masse undskyldninger, der bunder ud i bekymringer og uvished. Det kan også være, at vi fokusere lidt for meget på det, der gik galt i fortiden, fremfor for de ting der gik rigtig godt – som der oftest er mange flere af, end de fejl, vi har begået. Men fejlene er dem, der fæstner sig i hukommelsen, idet det som regel er der, man har været mest følelsesladet. Jeg har op- og nedture ligesom alle andre og en ting, der har været fælles, hvis jeg har været i en dårlig periode er, at jeg enten har mistet mit fokus, eller også har jeg undertrykket mine drømme og behov – og dermed mig som person.

Hvis jeg lige pludselig glemmer hvorfor jeg elsker at lave det, jeg laver, eller har følt at jeg skulle begrænse mig, så har det påvirket min overordnede velvære og mit humør. Derfor er det uhyre vigtigt, at finde noget du brænder for og samtidig holde fokus på det, ved for eksempel at sætte nogle mål og delmål.

Hvis du endnu ikke ved, hvad din passion er, så fat mod. Ud og oplev en masse og gør mere af det, der gør dig glad. Prøv og tænk i, at hvis du skulle vælge en ting at lave, uden du skulle bekymre dig om at fejle, om økonomi, familiens opbakning og så videre – hvad ville du så lave? Ville du lave det, som du laver i dag? Eller har du en skjult drøm, du ville føre ud i livet?

Mange finder først deres sande passion et stykke inde i livet. Der er også nogle, der har passion for ét, men udvikler og erfare sig gennem livet til pludselig at ville noget andet. Det kan også være at mit liv lige pludselig tager en anden drejning, men sådan som jeg lever mit liv nu, det trives jeg i.

Husk dig selv og vær din egen bedste ven. Giv ikke op på dine drømme. Jeg ser for eksempel frem til januar måned, hvor jeg skal starte på et kursus om at opbygge sin egen business. Det kommer jeg til at kunne tage i min fritid, så jeg stadig kan hygge mig på mit arbejde. Det bliver helt utroligt spændende og enormt lærerigt.

Jeg håber i kunne bruge det. Hav en skøn mandag.

Knus Camilla.

Madplan #uge 52 – 2017

Hej med jer.

Så kommer den kommende uges madplan for os i Valby.

UGEPLAN

?


MANDAG

Rugbrød


TIRSDAG

Ude


ONSDAG

Pitabrød med kylling


TORSDAG

Fisk med crunchy skorpe, kartofler og broccoli


FREDAG

Spaghetti med italienske kødboller og salat


LØRDAG

Fyldte mørbrad med rodfrugter og sovs. RETTET : ude 


SØNDAG

Ude


Indkøbsliste

Mandag

» Rugbrød

Tirsdag

Ingenting

Onsdag

» Kyllingfilet

» Creme fraiche

» Salat

Torsdag

» Fisk

» Kartofler

» Rasp

» Broccoli

Fredag

» Oksekød

» Kål

Lørdag

» Mørbrad

» Philadelphia

» Madfløde

» Rodfrugter

Basis

» Mælk

» Frugt

» Havregryn

» Salat

Fredagsanbefalinger #1

Jeg tror kun at jeg har lavet et anbefalings-indlæg få gange før. Men I var glade for det, kunne jeg se, så det er noget, jeg vil tage op igen. Der vil faktisk komme anbefalinger hver fredag fra nu af. Det kan være omkring forskellige emner, alt efter hvad I byder ind med – lad mig endelig vide, hvis der er noget specifikt, I gerne vil have anbefalet. Eksempelvis mad, sociale medier, film, serier, krea-ting, shopping, baby- og børneting, bøger, træning etc.

I dag er det nogle film og serier på Netflix som du kan hygge dig med i ferien.

  • Olaf Frozen adventure, kortfilm – børn/familie 
  • Designated survivor, serie
  • Dark, serie
  • Skønheden i alting, film
  • Riverdale, serie 
  • The call, film
  • A wish for christmas, julefilm

 

 

Det er en mærkelig følelse

… at savne sin bedre halvdel. Eller det er naturligvis ikke mærkeligt at savne ham. Men at det er fordi, at han har været væk siden natten til mandag og først kommer hjem senere i dag. Det er ikke engang to dage, og alligevel sidder jeg her og føler, at en del af mig er væk. Det er utroligt fjollet, men ikke desto mindre sandt. Mikkel skulle “akut” til udlandet med arbejdet, og jeg tror at det er hele den følelse af, at jeg ved, at han er langt væk – også selvom det kun er for en kort stund.

Bevares, jeg hygger mig. Jeg har hygget, krammet og nusset med Louis. Jeg har nydt min alenetid, efter Louis faldt i søvn. Den har stået på julefilm, jeg er begyndt på en ny serie og så har jeg fået sms’et med nogle veninder.

Om lidt står den på arbejde, og så kan jeg se frem til en tidlig dag, hvor der skal råhygges med Louis og inden jeg får set mig om, ja så er Mikkel jo hjemme igen 😉 Det er vel også ganske sundt at mærke savnet en gang i mellem.

…. Og nå ja, har jeg fortalt jer at jeg går på juleferie onsdag eftermiddag? Det glæder jeg mig til. Helt vildt meget faktisk.

 

Mandags motivation: Travlhed og stressede perioder

Hej med jer.

Som jeg skrev sidste mandag, vil jeg tage nogle motiverende emner op på bloggen hver uge. Den første “mandags motivation” skal handle om travlhed, og dermed stressede perioder i ens liv. Eksempelvis her op til jul. Der er mange af jer, der enten studerer og læser til eksamen her op til jul, eller jer, der har ekstra travlt på arbejdet, hvor de sidste opgaver skal løses, inden vi går ind i det nye år. Derfor tænkte jeg, at det ville være et godt tidspunkt at tage det op på.

Jeg ønsker dog lige at pointere noget. Det er ikke værdigt over for dig, at presse dig selv, hele tiden, hvis du ikke har en realistisk modpol, der indeholder godt med søvn, opladning af batterier, kost, bevægelse og glæde. Vi har i daglig tale tendens til at lyde travle. Den travle hverdag. Der er altid fart på.

Jeg har selv haft svært ved at lytte til mig selv og min krop og stoppe op i tide, INDEN jeg når dertil. Jeg er også begyndt at tænke realistisk om – ikke bare hvor meget jeg kan, men hvor meget jeg gider og kan overskue.

Jeg er selv typen, der godt kan lide at have travlt. Faktisk trives jeg i, at have flere bolde i luften på én gang. Omvendt keder jeg mig ganske hurtigt, hvis jeg ikke har noget på programmet. Det er dog noget jeg øver mig i (og er blevet bedre til), så jeg passer på, at jeg ikke har FOR mange bolde i luften i min iver efter at nå at lave så meget som muligt. Nu studerer jeg ikke længere, men selvom jeg dengang skulle skrive og læse til adskillige eksamener, så kunne jeg samtidig synes, at det var en god idé at tage til udlandet, at have flere jobs ved siden af studiet og så videre. Hvorfor skulle jeg ikke kunne nå det hele? På den side er jeg ofte optimistisk. Og med nogle gode tips og noget planlægning, så kan du komme helskindet igennem det hele. Her kommer mine tips i en travl periode.

Planlæg forud og kend dig selv. Lær at håndtere din tid. Da jeg i sin tid skulle skrive opgaver, var det ofte over en forholdsvis kort periode. Det krævede for mig god planlægning, selvom jeg også arbejder godt under en smule pres. Jeg fik altid læst opgavebeskrivelsen igennem, jeg fik lavet selve grundstenen til opgaven i form af en slags indholdsfortegnelse, hvori der stod alle de områder eller emner, jeg skulle arbejde med. Under disse punkter fik jeg så brainstormet, hvad jeg ville gå i dybden med, hvilke teorier og teoretikere jeg kunne bruge, hvilke bøger der kunne være gode og så videre. På den måde vidste jeg hvor omfattende opgaven ville være, hvor meget tid det ville kræve, samt hvorvidt jeg skulle spare med andre. Efter dét kunne jeg godt holde en lille pause, for at kunne starte på en frisk. Det har jeg gennem mine år på skolebænken lært, at det fungerer for mig på den måde. Dermed er det vigtigt, at du kender dig selv, hvordan og i hvilke situationer du bedst arbejder. Mærk efter. Arbejder du bedst under pres eller ej. Lad være med nødvendigvis at gå til arbejdsopgaven som alle andre gør. Gør det på din egen måde.

Lad være med at udskyde de små ting. Når min to-do liste er fyldt med uoverskueligt mange ting, som jeg skal lave, ja så ender jeg oftest med at blive så forvirret, at jeg ikke får lavet ret meget. Sådan har det været for mig i virkelig mange år, men jeg har efterhånden øvet mig i at være så effektiv som muligt. Start i det små. Det kan for eksempel være at gå ned med skraldespanden med det samme, i stedet for at lade den stå overfyldt. Det kan være at læse din opgave igennem nu, i stedet for senere. Det kan være at gå i seng, når du har besluttet dig for det, i stedet for at se et ekstra afsnit af yndlingsserien. Få taget opvasken om aftenen i stedet for dagen efter. Det er alle de små ting i hverdagen, der kan blive til små irritationsmomenter, og det hober sig op. De kan medføre rigtig meget stressfaktor, hvis man i forvejen føler sig presset. Hvis du har 100.000 ting at ordne, er det demotiverende at komme hjem til et hjem fyldt med opvask, eller at skraldeposen går i stykker fordi den er overfyldt, og du samtidig har sovet mindre. Det kan lyde kedeligt, men i det store hele virker det, at ordne alle disse småting, for det kan skabe ro i hoved og sind, og dermed give plads til motivation og drive til din arbejdsopgave. Nu skal det heller ikke lyde som om, at det er vigtigere at tage opvasken frem for en vigtig opgave der har en kort deadline. Men de små ting kan øge følelsen af stress. Når jeg personligt for klaret en lille ting på dagsordenen, så kan det motivere mig til at gå videre med den næste, større opgave. Det skaber en positiv og effektiv cyklus.

Hvis det hele føles uoverskueligt, så sæt dig ned og tænk: Hvad kan jeg gøre lige nu og her for at afhjælpe min stressede hverdag, og så bare gør det! Det er okay at sige fra. Det er noget jeg altid har haft svært ved. Jeg er enormt stædig, og vil helst selv gerne ordne tingene. Jeg vil gerne være med til alt, for ikke at gå glip af noget, men nogle gange må du også bare se indad. Hvad har du brug for lige nu? Tænk på dig selv. Det er helt okay ikke at være med til alt.

Husk det kun er midlertidigt. Som regel er meget travle perioder netop perioder. Underforstået, de varer ikke evigt. Og ofte bliver de efterfulgt af en form for ferie, en weekend eller andet positivt, du kan se frem til. Forsøg at rette fokus på det positive frem for hvor travlt du har det og hvor hårdt det er for dig. Andre kan godt føle med dig og synes det er synd for dig, men det hjælper jo ikke på din situation – tværtimod. Du forstærker bare din følelse af stress og arbejdspres. Du er selv herre over, hvordan du kommer over på den anden side, og hvordan du vælger at håndtere situationen.

Lær at sige fra. Den hører lidt til dét med at kende sig selv. Som jeg skriver ovenover, er det vigtigt, at kende sin egen smertetærskel for, hvor meget du kan rumme (på en dag, en uge etc.). Der vil altid være ting, man mere eller mindre skal, som i perioder kan være demotiverende. Men derfor kan du jo for eksempel ikke lade være med at møde op på arbejde eller i skole. Du kan derimod lade være med at sige ja til andre ekstra ting i hverdagen, der giver en følelse af stress.

Bed om hjælp. Når du er i travle perioder er det vigtigt, at du italesætter det over for familie og venner. Så kan de formentlig bedre forstå, hvorfor du ikke er lige så nærværende i en periode, og ikke har så meget tid. Sig til din bedre halvdel, at du syntes det kunne være dejligt, hvis han ordner nogle af de ting, som du måske plejer at gøre derhjemme. Det hjælper at tale højt, når du føler dig presset. Og det er med til at du passer på dig selv.

Jeg håber dette skriv kunne give lidt inspiration for nogle af jer. Jeg er absolut ingen ekspert, men det er i den grad noget, jeg selv arbejder med.

 

 

 

 

 

 

Madplan #uge 51 – 2017

Hej med jer.

Så kommer den kommende uges madplan for os i Valby. Kan i alle have en GOD JUL.

UGEPLAN

?


MANDAG

Rester af lørdagens pizza


TIRSDAG

Spaghetti bolognese 


ONSDAG

Risengrød og toast


TORSDAG

Farsbrød med kartofler og salat


FREDAG

Kartoffel/porre suppe med bacon stykker


LØRDAG

Ude


SØNDAG

Ude


Indkøbsliste

Mandag

» Ingenting

Tirsdag

» Oksekød

» Tomat på dåse

» Tomatpuré

Onsdag

» Risengrød

» Toastbrød

» Toastost

» Skinke

Torsdag

» Kalv/flæsk

» Bacon

» Kartofler

Fredag

» Kartofler

» Porrer

» Bacon

» Creme fine

Basis

» Mælk

» Frugt

» Havregryn