To måneder som ægtefolk – sådan blev vi (hemmeligt) gift

Torsdag d. 12. januar. I dag er det to måneder siden, vores søn blev døbt. Og dermed også to måneder siden at Mikkel og jeg blev mand og kone.

For at gøre en kort historie lang:

Vi havde inviteret vores familie og venner til Louis’ barnedåb, som i sig selv er en mega stor ting for os. Det vores gæster ikke vidste var, at vi for flere måneder tidligere sad og snakkede om, om det ikke var en god idé at gifte os. Selvfølgelig fordi vi elsker hinanden, men også for at vi alle ligesom står lidt mere sikkert, hvis (7-9-13) der skulle ske noget med en af os.. Så vi sad og snakkede lidt om vielse og alle de praktiske tanker bag (jep – meget romantisk!). I forbindelse med det tænkte vi, at det kunne være dejligt at blive viet samme dag, som Louis fik vand i håret.

Hvorfor så ikke bare melde ud til gæsterne, at vi ved samme lejlighed ville blive gift, tænker du måske?

Både Mikkel og jeg HADER at være midtpunkt mere end højst nødvendigt, vi ønskede ikke nogen stor fest med en vild location, stor kjole og hvad der dertil hører. På den anden side ville vi rigtig gerne have, at vores forældre og venner var med til at overvære den store begivenhed – så det virkede helt naturligt for os, at gøre det på den måde.

Men hold nu op en hemmelighed at gå rundt med. Jeg er SÅ DÅRLIG til at holde sådan nogle store ting for mig selv. Selv da vi fandt ud af, at jeg var gravid for godt et år siden, ville vi have holdt det hemmeligt til vi stod med det fine alien-billede af en lille peanut og kunne vise vores forældre det. I stedet tror jeg vi klarede den i måske 5 dage efter jeg var testet positiv, og så var vi ved at springe. Og det her er jo altså også en temmelig stor ting i min verden. Mikkel er manden i mit liv, min bedste ven og jeg er stadig hammer forelsket og kan få sommerfugle i maven over, at vi skal tilbringe livet sammen. Det er skide voksent 🙂

Nå men jeg ville gerne have den dag kom til at spille – at bordet var pænt, maden var god – og at der var nok, gode kager, drikkelse og glade gæster ikke mindst. Så jeg gik tidligt i gang, og det var måske en meget god afledningsmanøvre, både psykisk i mit hovede, men også over for vores forældre – så var der hele tiden noget andet, man kunne fokusere på i snakken om den store dag.

Dagen nærmede sig, og vi blev en dag enige om at købe en ny sofa til stuen, for at gøre plads til den lille mand og alt det der medfølger sådan en. Mens vi stod blandt pap og ikea-instruktioner af den nye sofa faldt Mikkel på knæ! Lige midt i stuen en tilfældig hverdagsaften. Jeg var fyldt op af lykke – og er det stadig.

To dage før dåben og det hemmelige bryllup skulle vi mødes med præsten ovre i kirken. En virkelig sød og frisk mand, der var med på, at vi havde den lille hemmelighed i ærmet. Vi skulle snakke salmer, hvilke der passede til dåben og hvilke vi ønskede til vielsen. Det blev derfor til lidt flere, end ved en almindelig dåb. Derudover skulle vi nævne to personer, der skulle stå vidner til vielsen, hvilket vi ønskede blev Mikkels bror, samt min bror, der også er gudfar til Louis. Det er dog sådan normalt, at vidnerne skal spørges i forvejen om de overhovedet vil være vidner. Men det blev jo lidt svært, så det skulle gøres på dagen – vi kunne heller ikke forestille os, at de ville nægte 🙂 En anden stor ting var omkring min kære far. Han vidste jo heller ikke noget om det hemmelige bryllup, men jeg havde et brændende ønske om, at han skulle give sin tilladelse og give mig bort til Mikkel. Jeg ønskede at få ham med op, men var bange for om han ville få et større hjerteanfald, hvis han pludselig fik at vide at vi skulle gå op ad kirkegulvet, mens resten af gæsterne stod helt mundlamme. Så vi blev enige med præsten om, at min far og Mikkels bror (best man) skulle med op til alteret, hvor der blev sat stole op til os alle fire.

ENDELIG kom dagen… Og da vi stod i kirken, inden det ligesom skulle starte, var der flere der undrende sagde, at vi da havde valgt en masse salmer – og jeg prøvede i den bedste fakta-stil at sige, at vi bare gerne ville have de blev lidt længere… PYH. Stressfaktor 100!!

Louis klarede sig eksemplarisk under dåben, og vi satte os alle ned igen. Og ligesom præsten begyndte at tale, og gæsterne troede at vi skulle til at gå ud, sagde han, at Mikkel og jeg havde båret på en hemmelighed og vi derfor ikke var helt færdige endnu. Der gik ikke mange sekunder før min bror, der sad ved siden af mig, kiggede på mig og sagde “Shut up?!” og så begyndte tudemarie ellers at åbne op for sluserne af lettelse. Jeg nåede kun lige at se på rækken med vores forældre, der ligeledes sad med våde øjne – ikke noget der gjorde situationen nemmere at tackle uden gråd (thank god for vandfast mascara). Nå men min far fik en kæmpe krammer og ham og Mikkels bror kom med op og vi fik sagt vores “JA” til hinanden.

Det var en af de bedste dage i mit liv, og alle blev glade på vores vegne. Større dag findes ikke – pånær lige fødslen af Louis (den er om ikke andet på ligefod!). Så jeg håber i tager godt imod dette indlæg – det betyder meget for mig. 🙂

Knus Camilla

Hvis der er andre af de lidt mere personlige emner, som i godt kunne tænke jer at vide noget om, så skriv en kommentar herunder – så vil jeg se, hvad jeg kan klare 🙂