Den der alenetid

Siden jeg blev gravid har begrebet alenetid ændret sig markant…

Inden jeg blev gravid betød alenetid noget med at sidde alene og kigge ud af vinduet med en masse tanker om mig selv og mit liv, eller at fyre op for yndlingsmusikken og male eller lave andre kreative sysler til sent om aftenen.

Da jeg blev gravid, ændrede alenetiden sig mere til ?Mikkel-er-ude-og-jeg-er-for-træt-til-andet-end-venner-i-tv”. Nå jo, og jeg spiste en masse pizza. For det ville baby have. Babyen som – på trods af, at den endnu ikke var født – var blevet hovedpersonen i mit liv og mine tanker. Og også for andre. Mine tanker drejede sig ikke længere om mig og mit liv, men om baby og vores fælles liv. Mikkel, baby og jeg…

Da Louis kom til verden og viste, hvor dejlig han var som i jeg-kan-ikke-få-øjnene-væk-fra-dig-dejlig, så var det simpelthen som om min indre løvemor beordrede mig til, at jeg skulle droppe al alenetid. Og det gjorde jeg. I en lang periode. Jeg tilbragte aldrig tid med mig selv, andet end et turbobad hver 3. dag eller hvor længe man kunne holde den kørende uden. Jeg tilbragte heller ikke tid sammen med min mand, uden baby. Alt foregik igennem Louis, og det er vel også helt normalt og helt okay i den første tid som nye forældre. Få gange hvor vi var alene sammen, drejede samtlige samtaleemner om baby (måske mest på min bekostning). Jeg kunne pludselig ikke huske, hvad vi har snakket om førhen? Hvad lavede vi egentlig inden vi fik barn? Jeg følte faktisk, at mit behov for alenetid blev en fytanke for mig selv, og min alenetid var noget jeg nu havde sammen med min mand og baby.

Det er faktisk først de sidste par måneder, at jeg har lært at nyde min alenetid igen. Nydt at kysse min baby godnat og lægge ham ud i barnevognen, og derefter gøre lige præcis dét, som jeg har behov for. Uden at savne min baby, der trygt ligger udenfor og sover, eller føle mig tvunget til at støvsuge eller vaske op, bare fordi det trænger. Jeg kan mærke mig selv igen, sådan helt indeni og jeg nyder at sidde med mig selv, hvadenten det er med min mand, mine veninder eller bare mig selv. Og jeg prøver at tænke på mine egne behov forud for andres, når de stunder opstår. Jeg kan mærke at jeg har kæmpet med at acceptere det behov, men det gør nu, at jeg virkelig kan nyde den.

Mit behov for alenetid er derfor også årsagen til denne blog. At sidde og skrive blogindlæg, er med til at give mig god tid til refleksion over mit liv og mine tanker, og dét er i virkeligheden den allerbedste alenetid jeg personligt kan komme i tanker om. Så tak fordi du læser med og er med til at give mig frirum.

Knus Camilla