Hej søde læsere…

Sikke en dejlig dag det har været i dag. Faktisk har jeg haft en helt anden energi i denne uge. Jeg føler mig glad. Igen. Helt ned i maven. Og det fik mig til at tænke tilbage på, hvor dårligt jeg for bare få uger siden havde det. Og jeg har vist ikke rigtigt fået givet jer en status på situationen, hvis du læste med dengang jeg skrev om, at jeg havde ramt bunden (du kan læse det her).

Det er en ny verden for mig, at få det så dårligt. Lige pludseligt følte jeg mig ikke længere som en helhed. Men at jeg havde en krop og et hovede med konstant kaos og tankemylder…

Tilbage til begyndelsen

Hvis jeg skruer tiden tilbage til den mørke tid, hvor jeg endte med at ringe til min læge, fordi jeg havde det så dårligt, så føles det som en dum drøm. Det føles som 100 år siden, og som noget der nærmest ikke er en del af mig mere. Heldigvis.
Jeg vil dog alligevel tage jer med helt tilbage til begyndelsen. Og hvorfor så det, tænker du måske. Jo, jeg oplever faktisk at det er lidt et tabu, at snakke om, at have det dårligt. At være i mistrivsel med sig selv. Også selvom man har det godt ved andre sider af ens liv.

Jeg havde det som sagt fantastisk i mit private liv. Men jeg trivedes ikke i mit arbejdsliv.

Min liste til lægen

Da jeg snakkede med min læge, anbefalede hun, at jeg fik skrevet en liste med de symptomer/tanker jeg havde, som jeg kunne læne mig opad, da vi skulle snakke sammen. Den liste har jeg gemt i en skuffe, og forleden fandt jeg den. Puha, den er ikke kort.
Dette er lidt grænseoverskridende for mig, men jeg har valgt at skrive den nedenunder, så andre kan få et indblik i, hvor skidt det kan stå til på utrolig kort tid. OG ikke mindst for at pointere, at det er helt almindeligt at have nedture i livet, det er helt almindeligt ikke at kunne klare alting selv, og det er helt okay at søge hjælp. Man skal ikke være for stolt til at bede om hjælp.

• Hård hjertebanken
• Trykken for brystet
• Ondt i hovedet
• Føler det er svært at trække vejret helt ned i maven
• Tankemylder
• Kan ikke falde i søvn om natten
• Sover dårligt
• Vågner flere gange med hjertebanken om natten
• Græder meget. Flere gange dagligt
• Føler ikke at jeg kan stå inden for mit arbejde
• Har dårlig samvittighed overfor forældre, over min kollega, overfor min mand og søn
• Har kastet op
• Nedsat appetit
• Træt
• Har svært ved at koncentrere mig / være 100% tilstede
• Glememr ting
• Har ikke meget overskud efter arbejde
• Føler mig alene på arbejdet
• Føler mig ikke hørt på arbejdet
• Føler mig svag, over mine følelser
• Føler jeg svigter børnene på arbejdet
• Føler jeg svigter min kollega ved at melde mig syg
• Svedeture
• Menstruation udeblevet (kom dog efter jeg havde meldt mig syg og havde været hos lægen)

Det er ikke rart, at læse alle de ting på ny. Jeg ser mig egentlig selv som en stærk person. Følsom, ja, men stærk. Og jeg prioriterer som regel optimisme fremfor pessimisme. Er der noget jeg ikke synes om, løfter jeg på skuldrene, siger pyt og kommer videre i livet. Alligevel ramte dette mig med 100 km/t. Og jeg kunne ikke længere bare sige pyt og komme videre på egen hånd.

Derfor kom jeg til psykolog

Og det har faktisk givet rigtig godt. Jeg har været lidt ambivalent med at skulle til en psykolog. Jeg havde en masse forestillinger i hovedet om, hvordan det foregik, hvordan jeg blev set på og defineret. Jeg prøvede selvfølgelig og google, hvad der sker hos en psykolog og om man skulle forberede noget eller lignende. På den måde kan man vel godt sige, at jeg godt kan lide at have kontrol over mig selv. Og det var netop hele denne situation i mit liv, der gjorde, at jeg ikke længere følte at jeg havde kontrol over mig selv længere.

Nu ved jeg ikke hvor mange af jer der læser med, der har været til psykolog. Men til de nysgerrige kan jeg beskrive det kort her. Den første gang træder jeg ind i lokalet. Jeg er nervøs og spændt. Alle følelserne var uden på tøjet. Hun starter bare med at kigge på mig, og jeg kigger tilbage. Jeg kan ikke huske det ordret, men hun siger noget med, at hun kan forstå på min læge, at jeg havde fået det dårligt over mit arbejde. Jeg nikker. Hun spørger hvad jeg laver, og jeg svarer at jeg er pædagog. Hun nikker, og siger, at hun har haft en masse indenfor det felt, med de samme følelser og at jeg ikke er alene. Du er ikke alene…. Når du er klar, så fortæl mig lidt om det. Og lige dér brød jeg fuldstændig sammen. Tårerne gjorde hele mit ansigt vådt og min bluse og lår fik våde plamager. Jeg fik et lommetørklæde, og hun gav mig tid til bare at græde. Lige pludselig snakkede jeg. Alt kom ud. Alle følelser. Alle mulige episoder. Både episoder i det private, men mest arbejdsrelateret. Jeg aner ikke, hvordan det gik til. Men psykologen, eller hele situationen, fik mig til at snakke. Og det fortsatte lige indtil timen sluttede. Jeg kan huske at jeg tænkte, at hun fik sin opgave for med alt det jeg fik kylet ud over hende. Jeg var fuldstændig udmattet, da jeg kom hjem derfra.

Anden og tredje gang gik bedre, og jeg fik langsomt nogle værktøjer, jeg kunne bruge til blandt andet at sortere mine tanker, til at acceptere min situation og til at finde styrke. Hun hjalp mig med at få selvtillid igen, finde arbejdsglæde igen og se denne erfaring som en styrke. Se mig selv som stærk.
Derudover er jeg blevet introduceret til mindfulness, hvilket (også) er en helt ny verden for mig. Men jeg kan (sgu) lide det. Og jeg er nu i gang med at lære mig selv at kende på ny om man vil. Det lyder lidt hippie-agtigt måske. Men det hjælper mig 🙂

Fjerde gang skal jeg til om nogle uger.

Det går bestemt den helt rigtige vej, og jeg ser frem til at komme videre 🙂 Mikkel havde tidligt fri i dag og vi har hygget med en dejlig frokost og en masse holden-i-hånd. Bagefter hentede vi Louis sammen.

Pas på jer selv derude og være ikke for stolt til at sige fra. Den eneste der kan passe på dig, er dig selv. <3

Nu vil jeg holde weekend med min dejlige familie.